Fængsling
Gældende ret
Det er opholdslandets og ikke dansk ret, der gælder i udlandet. Lovbestemmelserne og straffene varierer fra land til land.
Pas på!
Forholdene i udenlandske fængsler er ofte barske. Hold dig fra al narkotika - det kan i visse lande give fængsel på livstid eller endog dødsstraf. Hvis du er i den mindste tvivl så hjælp aldrig andre med at bære noget gennem tolden. I visse lande er alkohol og pornografi mv. forbudt. Lad være med at fotografere i nærheden af havne, lufthavne, militære anlæg mv.
Bistand til fængslede
En dansker, som bliver anklaget og fængslet i udlandet for overtrædelse af opholdslandets lovgivning, har krav på at komme i kontakt med en dansk ambassade eller et dansk konsulat, hvis vedkommende selv ønsker det.
I sådanne tilfælde vil ambassaden eller konsulatet hurtigst muligt søge at få fastslået, om den fængslede har behov for bistand til at få forbindelse med en advokat, pårørende i Danmark eller andet. Medmindre den pågældende modsætter sig det, vil Ambassaden eller konsulatet aflægge besøg i fængslet jævnligt samt følge retssagens forløb.
Personer med dobbelt statsborgerskab kan imidlertid ikke efter folkerettens regler påkalde sig den ene stats konsulære beskyttelse frem for den anden. Endvidere har Danmark ikke ifølge folkeretten ret til at yde konsulær beskyttelse til personer uden dansk statsborgerskab, selvom det i et vist omfang tolereres i nogle lande.
Ingen hjælp med udgifterne
Udenrigsministeriet kan ikke afholde udgifter i forbindelse med privatpersoners retssager i udlandet. Udgifter til advokatbistand, ekstraforplejning mv. skal derfor afholdes af den pågældende selv. Gældende praksis er, at kun efter garantistillelse fra f.eks. vedkommendes pengeinstitut i Danmark, eller efter forudgående indbetaling af beløbet fra f.eks. familie eller venner, kan sådanne udgifter afholdes.
Ingen mulighed for at påvirke
Det er officiel dansk politik at opfordre andre lande til at opbygge et retsstatssystem med klar adskillelse mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, hvor domstole og anklagemyndighed kan fungere uafhængigt af politiske beslutninger og pres.
På denne baggrund er det ikke muligt for udenrigstjenesten i sager, som involverer fængslede danskere, at gå ind med politiske midler og opfordre udenlandske myndigheder til at fravige disse grundlæggende retsprincipper til fordel for danskere.
Den Danske Ambassade
1279-077 Lisboa
Tlf: (+351) 21 351 2960
Fax: (+351) 21 355 4615
E-mail: [email protected]