Historie

Landets grundlæggelse 

Portugal blev grundlagt i 1139, da Afonso I blev proklameret konge. Det nye kongerige ekspanderede mod syd til Algarve, hvorfra maurerne blev endeligt fordrevet i løbet af det 13. århundrede. I det 15. århundrede begyndte portugisiske søfolk at udforske den afrikanske kyst. Dette blev begyndelsen til Portugals storhedstid. En ekspansiv periode med udforskning af verdenshavene, hvor søvejene til Indien og Brasilien blev opdaget. Portugisiske kolonier blev grundlagt i både Asien, Sydamerika og Afrika. Handlen med slaver, guld og krydderier gjorde for en tid Portugal til et af verdens rigeste lande, og Lissabon til en af Europas største handelsbyer. Det portugisiske imperium var grundlagt.

Kolonialisme

Kolonialismen fik portugiserne til at tilsidesætte udviklingen i hjemlandet, og det blev nødvendigt at importere landbrugsvarer langvejs fra. Dette skete samtidig med, at krydderier mistede værdi på verdensmarkedet. I anden halvdel af 1500-tallet begyndte en nedgangstid for Portugal med jordskælv, to store pestepidemier, deraf faldende befolkningstal samt store økonomiske tab. I 1578 blev Kong Sebastian I dræbt under et slag i Ksar-el-Kebir i Nordafrika, og hele den portugisiske hær blev udslettet. Han havde ingen direkte tronfølger, hvorfor den portugisiske trone overgik til den spanske Kong Felipe II, der var gift med portugisiske prinsesse Maria. Kongen dannede en personalunion mellem de to lande. Portugiserne betalte høje skatter, der finansierede Spaniens krige, og Portugals handelsposition blev forringet, da landets havne lukkedes. Portugal mistede samtidig sin indflydelse i flere af de oversøiske kolonier. Lissabon sygnede langsomt hen.

Dynastiet Bragança

Først ved revolutionen i 1640 opnåede Portugal igen sin fulde selvstændighed, da dynastiet Bragança udnyttede Spaniens stadig mere svækkede position og overtog magten efter et oprør. Genopbygning af landet samt generobring af nogle af de tabte kolonier kunne påbegyndes.

Jordskælvet

I 1755 oplevede Lissabon endnu et stort jordskælv, og byen blev fuldstændigt ødelagt. Landet måtte igen igennem en omfattende genopbygning. Snævre nedslidte gader afløstes af brede veje og facader i overensstemmelse med Oplysningstidens by ideal.

Brasiliens uafhængighed

I starten af det 19. århundrede ønskede Portugal ikke at kæmpe på Frankrigs side under Napoleonskrigene, hvilket fik Napoleon til tre gange kortvarigt at invadere dele af Portugal. Kongefamilien flygtede til Brasilien under den engelske flådes beskyttelse. Brasilien erklærede sig uafhængigt i 1822. Uafhængigheden blev dog først anerkendt af Portugal i 1825. Dette blev begyndelsen til en lang periode med økonomisk og politisk ustabilitet i Portugal.

1800-tallet

Resten af 1800-tallet var præget af politisk, socialt og økonomisk kaos med borgerkrig, civile og militære oprør samt regeringskriser. Der blev tæret kraftigt på statsfinanserne, og med Brasiliens uafhængighed var Portugals økonomiske grundlag forsvundet. Reformvillige og konservative grupper kæmpede mod hinanden, hvilket førte til en voksende polarisering i samfundet. En republikansk opinion voksede frem, og i et attentat i 1908 blev kongen og kronprinsen dræbt. Dette medførte en revolution, hvorunder monarkiet afskaffedes og republikken indførtes (1910). Den nydannede regering var svag på grund af landets dårlige økonomi, og i perioden 1910-1925 nåede Portugal at have 40 forskellige regeringer samt 18 revolutioner og kupforsøg, hvilket betød, at landet konstant led under politisk og økonomisk kaos.

Estado Novo

I 1926 fandt endnu et militærkup sted, og uden et skud faldt republikken. Således blev der sat punktum for landets første forsøg med demokrati og en næsten 100-årig periode med konstant underskud på statsbudgettet. Et autoritært regime etableredes og politisk stabilitet blev igen en del af den portugisiske virkelighed. Økonomiprofessor Salazar blev udnævnt til finansminister og senere premierminister. Han overtog en økonomi i ruiner, men i løbet af få år bragte han orden på statsfinanserne og reducerede udenlandsgælden. Balance på statsbudgettet blev gjort til en hovedprioritet. Det autoritære styre regulerede portugisernes liv gennem en lang række dekreter; strejker og fagforeninger var forbudt, og der blev indført censur. Salazarismen indebar en meget beskeden levestandard. I modsætning til Spanien skabtes der ingen bred mellemklasse i Portugal i 50’erne og 60’erne. Samtidig var Portugal det sidste europæiske land, der førte kolonikrig for at bevare sine oversøiske territorier.

Opgør med Estado Novo

Pga. Salazars dårlige helbred overtog en af hans nærmeste rådgivere, Caetano, magten i 1968. Han forsøgte at modernisere landet og knytte stærkere bånd til omverdenen uden at ændre landets autokratiske politiske system og give afkald på kolonierne. Resultatet var fortsættelsen af de omkostningsfulde krige i Afrika, og Portugal var på fallittens rand. Dette var med til at udløse ”Nellikerevolutionen” den 25. april 1974. Diktaturet blev styrtet i et militærkup, og demokratiske reformer indledtes. Guinea Bissau, Mozambique, Angola, Kapverdiske øer og Østtimor blev uafhængige. Cirka 900.000 portugisere og deres efterkommere flygtede til Portugal.

Demokrati

I 1975 afholdtes valg, og i 1976 genindførtes demokratiet. Landets dårlige økonomi blev gradvist forbedret. Alle disse begivenheder banede vejen for Portugals optagelse i EF (senere EU) i 1986.