Gå til indhold

Studentermedhjælper søges – Ambassaden i Lissabon

Ambassaden i Lissabon søger en studentermedhjælper 18 timer om ugen med tiltrædelse senest 1. september. Stillingen er umiddelbart tidsbegrænset til 31. december 2025.

Jobbeskrivelse:

Ambassadens studentermedhjælper løser en række forskellige opgaver af både praktisk og administrativ karakter, herunder typisk almindeligt kontorarbejde, kopiering, arkivarbejde, lettere sagsbehandling m.m. Af mere konkrete opgaver kan følgende nævnes:

·         Reception/konsulære afdeling, med dertilhørende opgaver, telefonbesvarelse, modtagelse af borgere/gæster i receptionen, modtagelse af post, frugt etc.

·         Bestille varer/indkøb til ambassaden.

·         Besvare diverse borgerhenvendelser fra den officielle postkasse [email protected] efter aftale og i samråd med den konsulære afdeling.

·         Bistand med sagsbehandling herunder dokumenthåndtering.

·         I forbindelse med det danske EU-formandskab assistere med planlægning af events/møder herunder udsendelse af invitationer, registrering af tilmeldte, afvikling af events og koordinering.

·       Opdatering af ambassadens hjemmeside og sociale medier i samarbejde med praktikanterne.

 Du skal være klar på, at en stor del af arbejdet vil være af administrativ karakter. 

Opgaverne løses på ambassaden eller i forbindelse med arrangementer uden for ambassaden, herunder i den danske residens. Arbejdstiden på 18 timer/uge, som vil blive fordelt fra mandag til onsdag med fokus på receptionens åbningstid 10-13 med henblik på aflastning i den konsulære afdeling, som er en del af receptionen.

Aftaleforhold og løn

Stillingens rammeforhold følger de portugisiske regler for ansættelse. Du optjener 2,08 feriedage per måned. Du vil blive aflønnet månedligt, og lønnen vil svare til en praktikantstilling på 536 EUR udbetalt.

Timer registreres og overarbejde afspadseres efter aftale med ledelsen.

Kvalifikationer

Arbejdet som studentermedhjælper kræver selvstændig initiativtagen og sker samtidig i et tæt samarbejde med dine kolleger i både den konsulære, den politiske og den kommercielle afdeling. Det vil være en stilling med både rutineprægede opgaver og spændende opgaver i forbindelse med afvikling af det danske EU-formandskab i 2025, som vil være en ganske særlig og unik periode med en stor berøringsflade internt og eksternt.

Ansøgning

Ansøgning samt CV fremsendes til ambassadens officielle postkasse: [email protected].

Frist for ansøgning er 15. juni.