Spring til indhold

Fast ophold i Portugal

Information vedrørende fast ophold i Portugal

Opholdstilladelse:

Som dansk statsborger kan du frit indrejse og tage arbejde i Portugal i henhold til gældende EU-lovgivning om arbejdskraftens frie bevægelighed. Ved indrejse skal du blot være i besiddelse af et gyldigt dansk pas og du kan opholde dig i Portugal i op til 3 måneder uden yderligere formaliteter. (Husk at medbringe det blå sygesikringskort fra din bopælskommune).

Påtænker du at tage fast ophold i Portugal, skal du dog inden udløbet af disse tre måneder hos det portugisiske fremmedpoliti Serviço de Estrangeiros e Fronteiras ansøge om opholdstilladelse og fremlægge en begrundelse for opholdet. Det kan være en arbejdskontrakt, hvoraf det fremgår, at den portugisiske arbejdsgiver sørger for indmeldelse i det portugisiske socialsikringssystem. Det kan også være studieophold, og så skal der fremlægges bevis for tilmeldelse på et studium. Du skal også fremvise portugisisk skattekort, som kan rekvireres ved personligt fremmøde hos det lokale skattekontor:
http://www.portaldasfinancas.gov.pt/pt/home.action

Socialsikring:

Ved optagelse i det portugisiske sygesikringssystem er du sikret på lige fod med de portugisiske statsborgere, dvs. du kan benytte det offentlige portugisiske sundhedssystem. Vær opmærksom på at der eksisterer brugerbetaling på de offentlige hospitaler og lægecentre.

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at den offentlige danske sygesikring (det gule sygesikringsbevis) kun gælder 1 måned fra udrejse af Danmark. Hvis du ikke inden da er optaget i den portugisiske sygesikringsordning, er det nødvendigt at tegne en privat sygeforsikring.

Hos din kommune kan du indhente ovennævnte sygesikringskort og yderligere oplysninger om sygesikring i forbindelse med udrejse til et andet EU-land.
På Patientombuddets hjemmeside www.patientombuddet.dk kan fås flere oplysninger.

Du kan også på Europakommissionens hjemmeside http://ec.europa.eu/index_da.htm finde yderligere oplysninger om hvilke regler, rettigheder og muligheder, der eksisterer i forbindelse med at tage ophold og arbejde i andre EU-lande. Her vil du, på dansk, kunne læse mere om, hvorledes du opnår social sikring i Portugal, hvilke skatteregler der gælder, og hvorledes man kan søge beskæftigelse m.v.

På hjemmesiden "Portugalnyt" kan du finde inspiration til dit ophold i Portugal. www.portugalnyt.dk 

Danes Worldwide er den forening, der repræsenterer de mange danskere, der bor i udlandet af personlige eller arbejdsmæssige årsager. For yderligere oplysninger se her.

 

Den Danske Ambassade

Rua Castilho 14.C.3
1279-077 Lisboa
Tlf:     (+351) 21 351 2960

Fax:   (+351) 21 355 4615
E-mail:     lisamb@um.dk

Officiel åbningstid mandag til fredag: 10.00 – 13.00.