Spring til indhold

Praktikophold i Rom

Ansøgningsfrist: 06. november 2017 Ansøgningen sendes til parhan@um.dk bilagt CV og kopi af karakterer.

Er du interesseret i kommunikation og formidling? Vil du have praktisk erfaring med digital kommunikation i en international kontekst?

Så kom til Rom og bliv kommunikationspraktikant for handelsafdelingerne på de danske ambassader i Sydvesteuropa i forårssemesteret 2018 (1/2-31/8 2018).

Det er en central opgave for udenrigstjenesten (Trade Council) at skabe vækst og beskæftigelse ved at bistå dansk erhvervsliv med at udnytte afsætningsmulighederne på udenlandske markeder. Handelsafdelingerne på de danske ambassader i Rom, Madrid, Paris og Lissabon samt handelskontoret i Barcelona indgår i et tæt regionalt samarbejde (Region Sydvesteuropa), der giver erhvervslivet adgang til et team af lokalt forankrede eksperter og tilbud om konkret hjælp til at udnytte markedsmulighederne i regionen.

Digital kommunikation er en central del af denne indsats og et effektivt værktøj til at formidle nyt fra regionen til beslutningstagere i dansk erhvervsliv. Derfor ønsker regionen at udvide teamet med en velkvalificeret praktikant, der kan være med til at sikre at regionens digitale kommunikationsindsats bliver sammenhængende, koordineret og af høj kvalitet.

Som regional praktikant vil du sidde med kollegerne i handelsafdelingen på ambassaden i Rom, men være tilknyttet det regionale team på tværs af repræsentationerne. Du vil skulle hjælpe med at koordinere strømmen af nyheder og bistå hele regionens sektoreksperter med at formidle deres historier på den mest effektfulde måde. Du vil stå for udarbejdelse og redigering af tekster, video og andet indhold til de forskellige platforme (hjemmeside, intranet og sociale medier). Som den første praktikant på området vil du også have god mulighed for at bidrage til tilrettelæggelsen af nye arbejdsmetoder, procedurer og best practices på området.

Du vil organisatorisk være placeret på ambassaden i Rom sammen med den regionale koordinator på handelsområdet, men være knyttet til eksport- og investeringsfremmeindsatsen i hele Sydvesteuropa. Du vil således indgå et regionalt team af handelsrådgivere fordelt på ambassaderne i Lissabon, Madrid, Rom og Paris samt handelskontoret i Barcelona. Du vil være med til at koordinere kommunikationsindsatsen på tværs af teamet og bistå kolleger i hele regionen med deres kommunikationsopgaver.

Opgaver
Du forventes at stå for den dansk- og engelsksprogede kommunikationsindsats på regionens LinkedIn og Trade Council’s centrale digitale platforme (hjemmeside, LinkedIn, Facebook, Youtube) på regionens vegne. Det vil være din opgave at sikre en sammenhængende og professionel formidling af de erhvervs- og fremtidsmuligheder, som regionen kan tilbyde. Der vil være et betydeligt element af tværgående koordination og praktisk bistand til at udarbejde budskaber og tekster, opslag og indhold i øvrigt, ikke mindst video, der er målrettet et erhvervsorienteret dansk publikum.

Kvalifikationer
Der er tale om en meget selvstændig praktikantstilling. Dine studier skal have givet dig de nødvendige forudsætninger for at arbejde med effektiv kommunikation og formidling, såvel teknisk som indholdsmæssigt. Du skal have praktisk erfaring med digital kommunikation og nødvendige værktøjer til billed- og videoredigering. Du skal være indstillet på at yde bistand til et team placeret på fem forskellige repræsentationer med hensyn til alle aspekter af kommunikationsindsatsen – fra ideudvikling til endeligt produkt – ligesom du skal være indstillet på at arbejde i en multikulturel hverdag med kolleger, der ikke alle er dansktalende.

Kontakt
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte regional koordinator Thierry Hoppe (thihop@um.dk).

Periode: 1. februar 2018 til 31. august 2018.
Praktikken er ulønnet, men der ydes et månedligt boligtilskud.

Ansøgningsfrist: 06. november 2017
Ansøgningen sendes til parhan@um.dk bilagt CV og kopi af karakterer.

Den Danske Ambassade

Rua Castilho 14.C.3
1279-077 Lisboa
Tlf:     (+351) 21 351 2960
Fax:   (+351) 21 355 4615
E-mail:     lisamb@um.dk

Officiel åbningstid mandag til fredag: 10.00 – 13.00.